| |
|
| Arkivskaber | SkattevæsenetKommunal institution
Fra |
Til |
Officielle navne |
|---|
| 1888 | 1898 | Skatteinspektoratet | | 1898 | 1978 | Direktoratet for Københavns skattevæsen | | 1978 | 1997 | Direktoratet for Skatte- og registerforvaltningen | | 1998 | 2005 | Skatte- og registerforvaltningen | | 2005 | | Opkrævning og Ejendomsskat |
Fra |
Til |
Kaldenavne |
|---|
| 1888 | 2005 | Skattevæsenet | | 1898 | 1978 | Skattedirektoratet |
Beskrivelse af Skattevæsenet:
1888 1/1 Oprettet (vedr.18/7 1887). Fra Skattekontoret (6300). Under Mag.2.afd.
1898 Dir.for Kbhs skattevæsen.
1938 Under OB-afd.
1978 Direktoratet for Kbhs skatte- og registerforvaltning. Under mag.6.afd.
1998 Navneændring. Under Økonomiforvaltningen.
2005 Navneændring. Under Kultur- og Fritidsforvaltningen (Opkrævning og Ejendomsskat).
Skattevæsen
Københavns skatteadministration blev ved vedt. af 30. dec. 1857 samlet under mag. 2. afdl., hvor forretningerne deltes mellem hovedbogholderiet, kæmnerkontoret, stadskonduktøren og formanden for rodemestrene.
Denne ordning varede dog kun i få år, idet kommunalbest. den 23.sept. 1861 vedtog at oprette et særskilt skattekontor. Kontorchefen for skattekontoret skulle herefter overtage hele beskatnings- og afgiftsvæsenet efter magistratens nærmere bestemmelser. Grundene til denne omordning var dels indførelsen af en almindelig personlig indkomstskat i København ved lov af 19. feb. 1861, dels vanskelighederne ved at indordne de forskellige kontorers arbejde under en fælles plan og under de givne forhold at gennemføre en betryggende kontrol med oppebørselen.
Skattekontoret trådte i virksomhed fra 1. jan. 1862. Foruden den hidtidige skatteadministration overtog kontoret tillige som sekretariat for den ved loven af 1861 oprettede ligningskommission forarbejderne til ligningen og den til denne hørende korrespondance, ligesom det efter nogen tids forløb overdroges kontorets chef at udarbejde forslag til skatteansættelserne.
Ved lov af 1. april 1887 blev staden inddelt i ligningsdistrikter, indenfor hvilke skatteansættelserne skulle foretages af 4 af borgerrepræsentationen valgte ligningsmænd under forsæde af et medlem af ligningskommissionen, og det blev pålagt magistraten at drage omsorg for, at der ydedes ligningsmændene den fornødne medhjælp ved selve skatteligningen, ligesom alle ekspeditioner vedr. denne nu skulle ske ved magistratens foranstaltning. Ligningskommissionen - til hvilken magistraten ligeledes skulle yde den nødvendige medhjælp - blev 1. klageinstans for ligningsmændenes ansættelser og kom fremtidig til at bestå af borgmesteren og rådmanden for mag. 2. afdl. samt 3 borgerrepræsentanter.
I forbindelse med denne ordning vedtog kommunalbest. den 18. juli 1887 vedtægtsbestemmelser for ordningen af bestyrelsen af stadens skattevæsen. Iflg. disse skulle fra 1. jan. 1888 ansættes en inspektør for stadens skattevæsen, hvis myndighedsområde og forhold til magistraten skulle fastsættes af denne.
Skattekontoret blev herefter inddraget fra 1. jan. 1888 og afløst af Københavns skatteinspektorat, under hvilket navn institutionen virkede indtil 1. april 1898, da skattevæsenets chef i h. t. den af kommunalbest. den 21. marts 1898 vedtagne lønreform fik benævnelsen direktør for skattevæsenet. Institutionens navn var siden da direktoratet for Københavns skattevæsen.
Da indkomst- og formueskatten til staten blev indført ved lov af 15. maj 1903, kom denne lovs regler angående ligningsmyndighederne ikke til at gælde for København, hvor man ønskede at gøre brug af det allerede bestående ligningssystem. Ifølge anordn. af 22. okt. 1903 skulle skattedirektoratet udarbejde forslag såvel til ansættelsen af den skattepligtige indkomst og formue som til afgørelsen af klager over de skete ansættelser, ligesom også forretningerne i øvrigt vedr. indkomst- og formuebeskatningen direkte henlagdes under direktoratet. Medens der ikke ved anordn. skete nogen forandring med hensyn til ligningsmændene, blev ligningskommissionens navn forandret til skatteråd og medlemmernes antal forøget med 2, valgt af finansmin.
Ligningskommissionens afgørelser kunne indankes for en overligningskommission og skatterådets for et overskatteråd indtil 1912, da statsskatteloven af 8. juni oprettede et for hele landet fælles landsoverskatteråd, der ved lov nr. 108 af 31. marts 1938 blev afløst af landsskatteretten.
Kildeskattens vedtagelse med lovene af 31. marts 1967 og indførelsen af personnumre medførte en gennemgribende omlægning af såvel skatteligning som skatteopkrævning. Med lovene af 31. maj 1968 blev tidspunktet for kildeskattens ikrafttræden fastsat til l. jan. 1970.
Ved anordn. af 21. juli 1969 blev ligningsmandsinstitutionen ophævet og afløst af en ligningskommission. Skattedirektøren blev af borgerrepræsentationen bemyndiget til som forskudsregistrator at foretage forskudsregistreringen. De af forskudsregistrator trufne afgørelser kunne indbringes for ligningskommissionen, der i øvrigt overtog ligningsmændenes funktioner med hensyn til de endelige skatteansættelser, slutligningen. Med anordningen udvidedes skatterådets funktioner til også at omfatte en tilsynsmyndighed over for ligningskommissionen).
Skatterådet blev nedlagt i 1989.
Ved lov af 15. maj 1903 om ejendomsskyld til staten blev der oprettet vurderingsråd til vurdering af faste ejendomme. Vurderingsrådene - i hvis forretninger skattedirektoratet ikke deltog - bestod af en af finansmin. valgt vurderingsformand og 2 af kommunalhest. valgte vurderingsmænd. De foretagne vurderinger kunne indankes for den ovenfor nævnte landsskatteret.
Efterhånden som stadens vækst, nye skattelove og en mere intensiv ligning forøgede skattedirektoratets arbejde, blev det nødvendigt at dele forretningerne mellem flere ledende tjenestemænd. Ved skattekontorets oprettelse pr. 1. jan. 1862 kom dets chef også til at forestå skatteoppebørselen, hvorunder navnlig hørte skatteopkrævningen og optagelsen af mandtal til brug ved ligningen af personlig skat og en del af de øvrige skatter. Oppebørselsforretningerne besørgedes fra gammel tid af stadens rodemestre. Bestillingen var oprindelig et borgerligt ombud, der måtte udføres uden vederlag, men efterhånden blev der tillagt rodemestrene procenter af de opkrævede skatter. Ved vedt. af 1857 fastsattes lønnen til 2 pct. Der skulle i hvert kvarter være 2 rodemestre, som var solidarisk ansvarlige for de kvarteret vedr. forretninger.
Efterhånden som stadens indbyggerantal steg, voldte det betydelige vanskeligheder at tilpasse dette gamle oppebørselssystem efter tidens behov. I 1871 blev stadens kvarterer bl.a. af hensyn til oppebørselsdistrikternes regulering delt i roder, men procentlønnen vanskeliggjorde de tiltrængte distriktsomlægninger. For at komme ud over denne uheldige tilstand og begrænse omkostningerne ved oppebørselen vedtog kommunalbest. i 1899 vedtægtsbestemmelser for skatteoppebørselen i København, hvori fastsattes, at rodemestrene fremtidig skulle lønnes dels med fast gage, dels med l/4 pct. af de opkrævede skatter, at dobbeltdistrikterne efterhånden skulle omlægges, således at der i hvert distrikt kun blev en rodemester, samt at der til medhjælp for rodemestrene skulle ansættes rodemesterassistenter og rodemestermedhjælpere
I 1904 rejste borgerrepræsentationen spørgsmålet om oprettelsen af faste skattekontorer, men da magistraten og skattedirektoratet på det daværende tidspunkt ikke kunne tilråde en sådan reform, blev den i 1899 vedtagne ordning bibeholdt, idet dog den sidste rest af rodemestrenes procentløn bortfaldt i 1906. I 1917 blev spørgsmålet om en omordning af skatteoppebørselen rejst på ny, og magistraten henviste nu sagen til en kommission, som afgav betænkning i 1919 og foreslog, at der i hver bydel skulle oprettes enkelte store oppebørselskontorer, hvortil rodemesterforretningerne skulle henlægges. Kommissionen fandt det dog ønskeligt, at der, forinden den endelige afgørelse blev truffet, ved oprettelsen af forsøgskontorer blev indhøstet erfaringer angående forslagets
virkninger i praksis. Kommunalbest. vedtog da fra l.juli 1920 forsøgsvis at oprette 3 store oppebørselskontorer, og hertil kom i de følgende år yderligere 11 større og mindre kontorer. Omordningen blev derefter endelig gennemført ved en af kommunalbest. den 26.febr. 1925 vedtagen reform af skatteoppebørselen.
Vedtægtsbestemmelserne af 1899 afløstes nu fra 1. april 1925 af vedtægtsbestemmelser for rodeforvaltningen i København. Herefter henlagdes opkrævningen af skatter og afgifter til rodekontorer under direktoratet for Kbhvns. skattevæsen, og samtidig bortfaldt den ambulante skatteopkrævning; kommunalbest. skulle dog kunne anvise andre indbetalingssteder ved siden af rodekontorerne (bankindbetaling og postgirering). Der var på dette tidspunkt 11 større og 9 mindre rodekontorer. Desuden opretholdtes 4 rodemesterkontorer. 31 rodemesterposter omnormeredes til stillinger som inspektør og kasserer på rodekontorerne. De overtallige rodemestre overgik til tjeneste på rodekontorerne som medhjælpere for lederne; ledige rodemesterposter skulle fremtidig inddrages.
Reformen gik endvidere ud på, at de stadens faste beboere pålignede skatter til stat, kommune og kirke, som hidtil var blevet opkrævet kvartalsvis, fremtidig skulle betales i 10 lige store rater i månederne juli-november og januar- maj. Reglerne i så henseende blev givet ved anord. af 30. marts 1925.
Bankindbetaling af skat blev indført fra 4.maj 1926, postgirering af skat fra 1. juli s. å.
I årene derefter afløstes de mindre rodekontorer og rodemesterkontorer af større rodekontorer, således at der pr. 1. juli 1933 af disse var 18.
Nævnte oppebørselsreform blev revideret i skatteåret 1935-36, og de personelle rammer for rodekontorerne blev endelig fastlagt ved kommunalbest. vedtagelse af 6. feb. 1936, som bl.a. ændrede benævnelsen for lederne af rodekontorerne til kontorchef. Angående oppebørselsvæsenet skal endvidere anføres, at kommunalbest. i 1922 i h. t. lov af 30. juni s. å. om ændringer i retsplejeloven vedtog at lade skatteudpantningen foretage af oppebørselspersonalet som pantefogeder, og ved lov nr.185 af 23. juni 1932 indførtes fra l. jan. 1933 den bestemmelse, at udpantning for skatter og afgifter, der opkrævedes ved kommunens foranstaltning, alene blev foretaget af kommunale pantefogeder i de kommuner, hvor sådanne var ansat, uanset om udpantningen angik de i kommunen pålignede skatter og afgifter eller restancer fra andre kommuner. Herved forøgedes Kbhvns. skattevæsens udpantningsvirksomhed med et større antal udpantningsforretninger for fremmede kommuner.
Med kildeskattens indførelse 1. jan. 1970 overgik skatteopkrævningen primært til staten, således at kun restanceinddrivelse (hos såvel skatteydere som arbejdsgivere) forblev som kommunal arbejdsopgave for personbeskatningens vedkommende.
Med hensyn til den kommunale indkomstskat og de kommunale ejendomsskatter formede lovgivningen i store træk sig på følgende måde :
Ved loven af 19. feb. 1861 gennemførtes en indgribende omordning af de kommunale skatter i København. Der blev ved denne reform dels indført en almindelig indkomstskat for stadens faste beboere, dels foretaget en regulering og fiksering af skatterne på faste ejendomme.
Indkomstskatten afløste den summarisk pålignede nærings- og hjælpeskat. Ligningen skulle ske på grundlag af selvangivelserne efter faste regler for opgørelsen af indkomsten. Skatten kunne højst udskrives med 3 pct. ; i indtægter under 2 400 kr. skete et skattefrit fradrag.
Ejendomsskatterne var hidtil blevet opkrævet hver til sit særlige formål med skiftende beløb efter årets behov. Loven af 1861 afskaffede dette ”skuffesystem” og fastsatte bestemte ubevægelige takster for ejendomsskatterne, men bibeholdt i øvrigt i grundtrækkene den gamle ordning med tilhørende beregningsgrundlag. De tidligere særskatter blev sammendraget i to hovedskatter: grundskatten og arealskatten, og desuden skulle som hidtil svares en brolægningsskat .
Ved lov nr.85 af 15. maj 1903 om ændringer i og tillæg til de gældende regler for den kommunale beskatning blev udenbysboende erhvervsdrivende og ejendomsbesiddere samt aktieselskaber o. I. fra 1. april 1904 inddraget under den kommunale indkomstskat. Derimod fastholdtes den hidtidige norm for beregningen af indkomstskatten af stadens faste beboere, endog med en nedsættelse af skattens maksimum til 2,5 pct. Den fra samme tidspunkt gældende lov om indkomst- og formueskat til staten indeholdt mere indgående regler for opgørelsen af den skattepligtige indkomst end den kommunale lov af 1861; de nye regler i så henseende blev ved anordn. af 22. okt. 1903 også bragt til anvendelse for den kommunale indkomstskat.
Ved loven af 1903 angående den kommunale beskatning fik København ret til i forbindelse med ejendomsskylden til staten at udskrive en kommunal ejendomsskyld med nærmere regler for en gradvis udjævning af forskellen mellem de enkelte ejendommes hidtidige bygningsafgift til staten og den samlede ejendomsskyld. Denne kommunale ejendomsskyld, der ligesom den i 1903 indførte ejendomsskyld til staten skulle pålægges efter ejendommens samlede værdi i handel og vandel, blev indført fra 1. juli 1905 ved en af kommunalbest. d. 25. april 1905 vedtaget vedt. I øvrigt skulle ejendomsskatterne vedblivende svares efter loven af 1861.
Da de kommunale skatteændringer af 1903 viste sig finansielt utilstrækkelige for København, indsendte kommunalbest. i 1907 til indenrigsmin. et forslag til lov om indkomst- og formueskat til Kbhvns. kommune med progressiv rateskala for indkomstskatten af stadens faste beboere og bevægelig skatteudskrivning. Endvidere fremsendtes i 1908 et forslag til lov om ejendomsskatterne i København, hvorefter bl.a. skulle indføres en grundværdistigningsafgift.
Medens lovforslaget om ejendomsskatterne ikke blev fremmet, blev under 18. april 1910 udstedt en lov om indkomstskat til Kbhvns. kommune efter de af kommunalbest. foreslåede principper, dog uden formueskat og med mindre bevægelighed for skatteudskrivningen. Forinden havde kommunen ved lov af 1. april 1909 om foranstaltning i anledning af den ekstraordinære arbejdsløshed fået ret til for 1909-10 at forhøje indkomstskatten til 2 3/4 pct.
Bestemmelserne i loven af 1910 om skatteudskrivningens bevægelighed blev suppleret ved lov nr.12 af 23. jan. 1914 og blev for skatteårene 1939-40 og 1940-41 yderligere udvidet ved lov nr.92 af 20. marts 1940. Den ved loven af 1910 fastsatte rateskala blev senere ændret først ved lov nr.671 af 22. decbr. 1919, jfr. lov nr.25 af 30. jan. 1925 og ved lov nr.66 af 1. marts 1943. Ved lovbekg. nr. 16 af 16. jan.1968 (senere lovbekg. nr. 101 af 20. febr. 1973) blev rateskalaen afløst af en for alle indkomstgrupper fast beskatningsprocent.
De almindelige for hele landet gældende regler om pligten til at svare kommunal opholdsskat, erhvervsskat og selskabsskat blev ændret flere gange siden loven af 15. maj 1903. Reglerne om skat til opholdskommunen fandtes i lovbekg. nr. 101 af 20. febr. 1973 om kommunal indkomstskat samt i lov nr. 329 af 18. juni 1969 om kommunale personfradrag, der blev ophævet med virkning fra og med 1973, medens selskabsskatten omhandles i lovbekg. nr. 399 af 31. aug. 1972.
Ved lov nr. 70 af 3. marts 1971 indførtes en amtskommunal indkomstskat. Da København (og Frederiksberg) ikke indgik i landets amtskommunale inddeling, blev reglerne for den kommunale indkomstskat tillempet ved lov nr. 575 af 15. dec. 1972, hvorefter 20% af den københavnske indkomstskat behandledes som en særlig ”amtskommunal andel”.
I 1921 fremsendte kommunalbest. et nyt, af en kommission udarbejdet forslag til en reform af ejendomsskatterne. Forslaget blev ikke gennemført, men en del af dets bestemmelser blev indarbejdet i loven af 31. marts 1926 om kommunale ejendomsskatter, hvorved det lykkedes at tilvejebringe et nyt grundlag for ejendomsbeskatningen i København. Arealskatten, grundskatten, brolægningsskatten og den hidtidige kommunale ejendomsskyld blev nu afløst af en grundskyld på grundværdien og en ejendomsskyld på den skyldpligtige del af bygningsværdien på grundlag af vurderingerne til stats-ejendomsskyld. De for grundskyld og ejendomsskyld fritagne offentlige ejendomme skulle som bidrag til vejudgifter svare en dækningsafgift; de herom gældende midlertidige regler blev fra 1. april 1931 afløst af en af kommunalbest. den 19.
novbr.1931 vedtaget vedt. for opkrævning af dækningsafgift.
Bestemmelserne om kommunal grund- og ejendomsskyld og om dækningsafgift indeholdtes i lovbekg. nr. 307 af 30. maj 1973. Vedtægten om dækningsafgift bortfaldt med udgangen af skatteåret 1967-68 og afløst af tilsvarende bestemmelser i loven. Fra og med skatteåret 1961-62 opkrævedes dækningsafgift også af visse erhvervsejendomme.
Foruden den kommunale indkomstskat og de kommunale ejendomsskatter, der er omtalt ovenfor, beregnede og opkrævede direktoratet for Københavns skattevæsen i 1974 følgende skatter og afgifter:
Indkomst- og formueskat til staten. Lov nr. 149 af 10. april 1922 om indkomst- og formueskat til staten. Lovbekg. nr.599 af 23. novbr. 1973, lov nr. 260 af 22. maj 1974 og lov nr.264 af 22. maj 1974 om opkrævning af indkomst- og formueskat for personer m.v. (Kildeskat). Lovbekg. nr. 185 af 8. maj 1969 om ikrafttræden af lov om opkrævning af indkomst- og formueskat for personer m.v. (Kildeskat). Lovbekg. nr. 182 af 20. marts 1974 om udskrivning af indkomst- og formueskat til staten. Lovbekg. nr.306 af 29. maj 1973 og lov nr. 383 af 15. juni 1973 om påligningen af indkomst- og formueskat til staten. Lovbekg. nr. 134 af 17. marts 1970 og lov nr. 224 af 24. april 1974 om oprettelse af en landsskatteret og om tilsynet med skatteligningen. Lovbekg. nr. 628 af 30. novbr. 1973 om skattemæssige
afskrivninger. Lovbekg. nr. 627 af 30. novbr. 1973 om investeringsfonds. Lovbekg. nr. 448 af 29. aug. 1969 om indskud på etableringskonto. Lovbekg. nr. 255 af 10. maj 1973 om skattemæssig opgørelse af varelagre m.v. Lovbekg. nr.513 af 20. sept. 1973 af skattekontrolloven. Lovbekg. nr. 399 af 31. aug. 1972 om indkomstbeskatning af aktieselskaber m.v. Lovbekg. nr. 522 af 26. septbr.1973 om beskatningen af pensionsordninger m.v. Lovbekg. nr.550 af 12. decbr. 1969 om nedslag i skatteansættelsen for renteindtægter m.v. KgI. anordning nr. 335 af 20. juli 1922, nr. 81 af 30. marts 1925 og nr. 183 af 24. maj 1962. KgI. anordning nr. 400 af 13. oktbr. 1967 og kgl. anordning nr. 398 af 21. juli 1969.
Folkepensionsbidrag. Lovbekg. nr. 155 af 15. april 1970 § 34, som ændret ved lov nr. 416 af 5. septbr. 1972.
Sømandsskat. Lovbekg. nr. 453 af 11. oktbr. 1971, lov nr. 535 af 15. oktbr. 1973 og lov nr. 262 af 22. maj 1974.
Særlig indkomstskat. Lovbekg. nr. 435 af 18. juli 1973 og lov nr. 54 af 6. febr. 1974.
Ejendomsskyld til staten. Lovbekg. nr. 183 af 30. apri11970.
Frigørelsesafgift. Lovbekg. nr. 301 af 12. juni 1970.
Afgift af udbetalinger vedr. renteforsikringer m. v. Lov nr. 310 af 9. juni 1971 og lovbekg. nr. 522 af 26. septbr. 1973.
Kirkelige afgifter. Lovbekg. nr. 318 og 320 af 26. juni 1970 om folkekirkens lønningsvæsen.
Bidrag til brandvæsenet i København. Lov nr. 91 af 31. marts 1938.
Vandafgift og klosetafgift m.v. Lov nr. 34 af 18. febr.1961 § 25 samt regulativ af 3. febr. 1970, jfr. indenrigsmin.s lovbekendtg. nr.307 af 30. maj 1973.
Afgift af spilleautomater samt afgift for tilladelse til afholdelse af offentlig dans og optræden. Lov nr. 121 af 25. marts 1970, jfr. kommunalbest. beslutn. af 18. jan. 1940,4. decbr. 1958, 11. febr. 1965 og 13. nov. 1969.
Afgift af byggeplads og gårdsrum. Afgifternes størrelse blev fastsat i de ved kommunens salg af de pågældende grunde udfærdigede skøder.
Afgift for bortkørsel af dagrenovation ved Københavns kommunes foranstaltning beregnedes af Københavns Grundejeres Renholdningsselskab og opkrævedes af direktoratet for Københavns skattevæsen.
Brandkontingent af københavnske ejendomme til landbygningernes alm. brandforsikring samt renter og afdrag for vand-, vej- og kloakanlæg til Københavns kommune beregnedes af andre myndigheder, men opkrævedes gennem direktoratet for Københavns skattevæsen.
Endvidere beregnede og modtog direktoratet de Frederiksberg og Gentofte kommuner iflg. lov nr.84 af 31. marts 1931 om økonomisk udligning mellem København, Frederiksberg og Gentofte, jfr. lov nr. 65 af 9. marts 1959 og lov nr. 295 af 7. juni 1972, påhvilende udligningsbidrag.
Denne udligningsordning blev ved lov nr. 377 af 13. juni 1973 ophævet med virkning fra og med regnskabsåret 1974-75 i forbindelse med indførelsen af Hovedstadsordningen.
Fra og med 1. jan. 1970 opkrævedes den kommunale indkomstskat, de kirkelige afgifter samt den statslige indkomst- og formueskat ved statens foranstaltning, som kildeskat.
A. Centralforvaltningen.
Under centralforvaltningen sorterede: skattevæsenets almindelige ledelse, skatternes påligning og beregning m. m., styrelsen af rodeforvaltningen og arbejdsgiverkontrollen samt centralbogholderi og -kasse.
Centralforvaltningen bestod foruden af 3 administrative kontorer af 2 afdelinger, hver forestået af en vicedirektør: 1. afdeling vedrørende skatteligningen og 2. afdeling vedrørende oppebørsels- og regnskabsvæsenet samt arbejdsgiverkontrollen og ejendomskontoret.
Forslagene til indkomst- og formueansættelserne samt til afgørelse af klager udarbejdedes i de respektive ligningskontorer, bistået af ligningssekretærer, som sorterede direkte under vicedirektøren for skatteligningen. Som ligningssekretærer fungerede tjenestemænd inden for 1. og 2. afdeling.
Oversigt over centralforvaltningen:
Administrative kontorer til disposition for skattevæsenets ledelse :
Sekretariatet. Sekretariatsforretninger for skatteråd, ligningskommission og direktion. Administration af ligningsmøderne. Udarbejdelse af vejledninger for ligningsarbejdet m. v. Behandling af sager vedr. skatteteoretiske spørgsmål, budget og statistik. Bibliotek.
Personalekontor .Personalesager, lønbudget og uddannelse.
Organisationsafdeling. Rationalisering. EDB-arbejder og planlægning. Administration af mandtalskontor, skattefordelipg, tekniske afdelinger, post- og betjentafdeling samt af lokaler, inventar, kontormateriel og arkiver.
1. afdeling. (Skatteligningen.)
Følgende 5 ligningskontorer behandlede - med ganske specielle undtagelser - alle skattesager vedrørende den gruppe skatteydere, der var tildelt de enkelte kontorer.
I. ligningskontor. Sager vedrørende skatteydere i Sjællandsområdet, født den 1.-8. i en måned.
II. ligningskontor. Sager vedrørende skatteydere i Sjællandsområdet, født den 9.-16. i en måned.
III. ligningskontor. Sager vedrørende skatteydere i Sjællandsområdet, født den 17.-23. i en måned.
IV. ligningskontor. Sager vedrørende skatteydere i Sjællandsområdet, født den 24.-31. i en måned.
Amager ligningskontor. Sager vedrørende alle skatteydere i Amagerområdet. Afdelingen for sømandsskat.
Selskabsbeskatningen. Beskatning af selskaber, foreninger, stiftelser og institutioner.
I. og II. Revisionskontor. Revisionssager vedrørende erhvervsdrivende personer.
2. afdeling. (OppebørseIs-, og regnskabsvæsenet, samt arbejdsgiverkontrollen og ejendomsbeskatningen.)
Kontrolkontoret. De centrale forretninger vedr. rodeforvaltningens 18 rodekontorer. Retssager vedr. skatteopkrævning. Inkassation af bøder og efter- betalingsbeløb. Den centrale arbejdsgiverkontrol. Regnskabsafdeling for opkrævning af fremmede kommuners restancer.
Rodeforvaltningens revision. Revision og kassekontrol af oppebørslen.
Bogholder- og kassererkontoret. Regnskabsførelsen og regnskabsaflæggelsen vedr. skatter og afgifter til kommune, stat og kirke m. fl., kontrolbogholderi for rodeforvaltningen. Betaling af bøder og efterbetalingsbeløb, skat indkasseret ved udpantning i fremmede jurisdiktioner m. m.
Kontoret for ejendomsskatter. De almindelige skatter og afgifter på faste ejendomme samt afgift for særligt vandforbrug, klosetafgift, vejafgift, vandafledningsafgift, kloakbidrag, brandkontingent, afgift af spilleautomater samt afgift for tilladelse til afholdelse af offentlig dans og optræden.
. . . . . . .
B. Rodeforvaltningen
Under rodeforvaltningen, der omfattede 18 rodekontorer, henhørte: den del af den almindelige opkrævning og inddrivelse af skatter og afgifter og den dertil hørende regnskabsførelse der ikke efter kildeskatteordningen var henlagt til kildeskattedirektoratet, betaling af belysningsregninger, andragender om skattelettelse og om henstand med skattebetaling.
Med kildeskattens ikrafttræden var dele af funktionerne vedrørende arbejdsgiverkontrollen henlagt til rodekontorerne.
I forbindelse med kommunalreformen som træder i kraft 1. januar 2007 overtog staten 1. november 2005 hovedparten af Københavns kommunes skattemæssige forpligtigelser. De resterende opgaver varetages af Opkrævning og Ejendomsskat som er samlet i én organisation, der udover opkrævningsopgaverne beregner skatter og afgifter for fast ejendom og udsender skattebilletter hvert år i januar måned til ejerne.
Den offentlige vurdering, som er grundlaget for opkrævning af ejendomsskat, foretages pr. 1. oktober hvert år af Vurderingsmyndigheden, der er statslig.
Ejendomsskat vedligeholder et register, der indeholder oplysninger om matrikler, adresser og ejere. Registret danner grundlag for den offentlige vurdering sammen med Bygnings- og Boligregistrets oplysninger om ejendomme.
Afdelingen yder desuden lån til betaling af ejendomsskatter m.v. til efterlønsmodtagere og pensionister, og udsteder attester og påtegner skøder med ejendomsværdi.
Opkrævning og Ejendomsskat bor Dahlerupsgade 6, 1640 V.
Institutionsnummer: 6302.000
Henvisninger til andre arkivskaberes arkivserier
Henvisninger til andre arkivskaberes magasinenheder
| |
